Hvorfor betaler vi for at være triste? Film som "Hachiko" fra 2009 eller "Titanic" fra 1997 får os til at græde. Det er ikke et paradoks, men hjernekemi. Den søger...
Hvorfor betaler vi for at være triste? Film som "Hachiko" fra 2009 eller "Titanic" fra 1997 får os til at græde. Det er ikke et paradoks, men hjernekemi. Den søger følelsesmæssig udløsning gennem komplekse reaktioner. Dopamin og oxytocin er involveret. Neuroforskeren Paul Zak, der studerer "tillidshormonet", har vist, at triste scener, som dem i filmen "The Green Mile" fra 1999, øger oxytocinniveauet. Dette "kramhormon" forstærker empatien, og dopamin giver derefter en belønning. Hjernen opfatter empati for en andens smerte som vigtig træning. At se lidelse, som Jack Dawsons i Atlanterhavets iskolde vand, får hjernen til at frigive oxytocin. Dette styrker empati og forbindelse, og den efterfølgende lindring udløser en bølge af dopamin, der belønner os. Dette er ikke masochisme, men en evolutionær mekanisme. Empati med andres smerte styrker sociale bånd og forbereder os på stress i det virkelige liv. En undersøgelse fra 2012, offentliggjort i Ohio Universitys tidsskrift "Emotion", viste, at triste historier øgede deltagernes altruisme. Så når du ser "The Notebook" fra 2004 og græder, producerer din krop en "cocktail" af oxytocin og dopamin. Dette gør dig ikke bare trist, men også mere empatisk, stærkere og mere menneskelig. Vær ikke genert over at se triste historier; det er godt for dig!
Select how you want to watch this video
